KÅS konkurrencen

Under dette motto afholder Karup Å Sammenslutningen hvert år den store fiskekonkurrence, som bliver afviklet i stort set hele Karup Å. Sidste år blev endnu en kæmpe succes og det blev den takket være et fantastisk samarbejde mellem lodsejere, naboer til Trevad Ørredpark, sponsorer, kortsalgssteder, deltagere og medlemmer i Karup Å Sammenslutningen.

Kunne du tænke dig at være med i konkurrencen, ja så kan vi kun opfordre dig til at sætte et kryds i kalenderen ud for weekenden 9.-11. august 2019, hvor Karup Å Sammenslutningen igen arrangerer en ny stor konkurrence, som også denne gang giver adgang til det meste af Karup Å. Her får du altså virkelig chancen for at prøve noget af dette pragtfulde og legendariske fiskevand du normalt ikke har mulighed for at fiske i. Mød op og vær med til at gøre konkurrencen til en stor succes.

Præmielisten til konkurrencen står også mål med fiskevandet, med en hovedgevinst, som er skænket af Grejbiksen og Karup Å Sammenslutningen

Prismæssigt ønsker vi igen at gøre det så attraktivt som muligt, for at alle kan være med. Derfor kommer du kun til at betale stort set det samme, som dagkortprisen for at deltage. Prisen for at deltage er kun 250 kroner. Det drejer sig, som datoerne antyder, om to døgns fiskeri.

Der er mange gode grunde til at deltage. Spændende fiskevand, flotte præmier, hyggeligt samvær med andre lystfiskere og så er du samtidig med til at støtte fremtidens vandpleje i åen.

Vinderen af hovedpræmien i 2017, Allan Klokker, Ringkøbing med en havørred på 6,49 kg og 78 cm. Fisken blev taget på konkurrencens sidste dag på flue.

Hovedkvarteret for konkurrencen bliver igen i år Trevad Ørredpark, hvor der også vil være en del aktiviteter, medens konkurrencen foregår. Her bliver der indvejning på forskellige tidspunkter, mulighed for at købe mad og for at hygge sig og samle kræfter til den næste tørn ved åen.

En nærmere beskrivelse af konkurrencen, præmier, aktiviteter, evt. bestilling af mad, muligheder for overnatning m.m., vil du kunne læse mere om her på www.karupaa.com i løbet af foråret.

Klik på billedet for at downloade plakat i A4 format (2,63 MB).

Knæk og Bræk

Konkurrenceudvalget