Efter et års forsinkelse, blev 20 års Jubilæums udgaven af Karup Å konkurrencen afviklet i weekenden 13. – 15. august. Det er altid spændende, når der sker noget særligt, og 20 års Jubilæum er da noget vi alle godt kan være stolte af, og som vi forhåbentligt vil huske fremover. Selvom alt arbejdet omkring konkurrencen spiller, så er der altid ting vi ikke er herrer over. Heldigvis var der masser af vand i åen og der var rigtigt havørred vejr, med drivende skyer, mindre regnbyer og blæst. Det fik også store mængder af havørreder til at trække op i åen, men det er dog aldrig ensbetydende med fisk på land, for havørrederne i Karup Å har aldrig været lette at overliste.
Det er der mange der kan skrive under på. Trods det blev der fanget 51 havørreder under årets konkurrence, hvilket må siges at være godkendt. Der var tilmeldt 250 lystfiskere til konkurrencen, og de gjorde alt det de kunne, for at gøre 20. udgave af Fra udspring til udløb til en succes. Det gør det dog ikke alene. Der skal lyde en kæmpe tak til alle jer der år efter år, møder op i Trevad, og hjælper med at få alt til at spille.
Der skal også lyde en kæmpe tak til alle sponsorer, for uden jer var der ingen konkurrence.Årets sponsorer er Go Fishing Århus, Seatrout Herning, Jagt og Fiskeri i Skive, PH Outdoor i Viborg, samt Zpey Danmark. De to lister der er med i dette indlæg er hele fangstrapporten, samt listen over de 20 præmierede lystfiskere.
Knæk og bræk derude.